Tilsyn

På Friskolen Vellev har vi tilknyttet en tilsynsførende som er godkendt på vores generalforsamling.

En tilsynsførende skal overfor generalforsamlingen gøre rede for om undervisningen på friskolen er i orden. Dette gør den tilsynsførende ved at følge undervisningen på friskolen et par dage, i forskellige fag, på forskellige klassetrin. Herefter skriver den tilsynsførende en rapport, der dokumenterer det observerede.
Jvf. vedtægterne:

§ 6
I henhold til § 4 stk. 2 påhviler det forældrekredsen at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed, herunder med, at skolen giver undervisning og sprogstimulering, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Jf. i øvrigt tilsynsreglerne i “Lov om friskoler og private grundskoler m.v.” Forældrekredsen træffer selv beslutning om, på hvilken måde tilsynet skal udøves.

Stk.2.
Efter bestemmelserne i “Lov om friskoler og private grundskoler mv.”, skal der desuden vælges en eller flere eksterne tilsynsførende til at varetage visse nærmere definerede tilsynsopgaver. Undlader forældrekredsen at vælge tilsynsførende, varetages tilsynet af kommunalbestyrelsen. Bestyrelsen er ansvarlig for, at forældrekredsen indkaldes til et særligt valgmøde, hvor alene forældrekredsen kan foretage valg af tilsynsførende.

Stk.3.
Vælges den eller de tilsynsførende af forældrekredsen, skal dette ske for højst fire år ad gangen. Det særligt indkaldte valgmøde kan afholdes i forbindelse med generalforsamlingen. Valget skal gennemføres efter ministeriets bekendtgørelse om valg af tilsynsførende. Det skal af indkaldelsen fremgå, hvem bestyrelsen indstiller som tilsynsførende, idet ethvert forældrekredsmedlem på valgmødet kan foreslå andre kandidater. Ved valg af tilsynsførende kan kun medlemmer af forældrekredsen afgive stemme.

Stk.4.
Den eller de tilsynsførende, henholdsvis kommunalbestyrelsen, afgiver hvert år en skriftlig erklæring til skolens bestyrelse og forældrekredsen. Tilsynserklæringen skal offentliggøres på skolens hjemmeside.

Stk. 5.
Så vidt muligt uddyber den eller de tilsynsførende den skriftlige erklæring ved en mundtlig beretning på skolens ordinære generalforsamling. I øvrigt skal tilsynsførende virke i henhold til de bestemmelser, der til enhver tid er fastsat i “Lov om friskoler og private grundskoler mv.” Den eller de tilsynsførende er således omfattet af forvaltningslovens regler om inhabilitet og tavshedspligt.

Vores Tilsynsførende

Henriette Haar Mønsted

DOKUMENTER

Tilsynserklæring 2024

Tilsynserklæring 2021