KLASSERNE

BLÅ

Når man starter i børnehaveklasse på Friskolen Vellev, starter man hos de blå.

Hos de blå har vi vi fokus på at gøre børnene og forældrene fortrolige med og trygge ved livets gang på skolen. 

Vi arbejder ud fra Undervisningsministeriets fælles mål med kompetenceområderne: 

  • sprog
  • matematisk opmærksomhed
  • naturfaglige fænomener
  • krop og bevægelse 
  • engagement og fællesskab
  • kreative og musiske udtryksformer.

Vi lægger vægt på genkendelighed og rutiner, for med dem har vi overskud til at lege, lære og være kreative.

Hver dag starter alle skolens børn og voksne med morgensamling i vores samlingssal. Vi synger, fejrer fødselsdage og hører fortællinger om alverdens ting: de gamle grækere, folkeeventyr, videnskabsfolk, Biblen osv. Derudover gives dagens fælles beskeder her.

En typisk dag for de blå kunne se sådan ud:

8.05-8.25Fælles morgensamling med hele skolen
8.25-9.55Dansk og ‘lille mad’
9.55-10.10Udefrikvarter
10.10- 11.50Matematik og ‘stor mad’
11.50-12.10Udefrikvarter
12.10-?SFO

To dage om ugen varer til kl 13.40.

Fagene i løbet af en uge er: dansk, matematik, udeliv, engelsk, musik, idræt og natur/teknik.

I dansk fordyber vi os i alfabetet, ikke bare som bogstaver, men også som lyde og håndfonemer. At kende bogstavernes lyde gør stavning og læsning dejlig tilgængeligt, så vi allerede i løbet af efteråret børnestaver og læser små lydrette ord. Børnestavning er stavning med ørene, mens voksenstavning er stavning med øjnene.

Vi har matematik, hvor der  læres tal, former, mønstre.

I engelsk møder børnene bl.a.tal og farver, og de øver sig i at sige nogle faste vendinger: “My name is x” osv. Vi finder også en masse sammenhænge mellem danske og engelske ord.

Det er Charlotte, der er klasselærer og underviser i ovenstående. Hun er oprindeligt uddannet musikpædagog, så fagene understøttes helt naturligt med sang, rytmer og bevægelse.

Musik og idræt foregår pt sammen med de gule (2. og 3.klasse). Det er med til at skabe tryghed i hverdagen, når børnene fra flere årgange er sammen. De lærer hinanden at kende og det understøtter følelsen af fællesskab og af at høre til.

Pt består de blå både af børnehaveklasse og 1.klasse – til glæde for begge klasser. Det er rart for 1.klasse at kunne hjælpe de yngre, og det er spændende for de yngste at snuse til det 1.klasse laver. Fællesmålene for børnehaveklasse og 1.klasse er de samme, men undervisningen er naturligvis differentieret.

GUL

På gul går der elever i både 2. og 3. klasse. Undervisning i hhv dansk og matematik sigter efter en indlæring som både er differentieret efter alder og det enkelte elevs niveau. Vi har stort fokus på relationsdannelse med social trivsel og læring i sammenhæng. Vi tror på, at den enkelte elev lærer bedst, når det har det godt og er i et trygt miljø. 

Vi arbejder med en mix af klasseundervisning, gruppearbejde og individuelt arbejde.

I dansk er der en ugentlig diktat, samt arbejde med læsning, skrivning og litteraturforståelse.

I matematik arbejder vi på forskellige niveauer tilpasset den enkelte elevs faglige niveau, hvor 3.kl har en aflevering efter afsluttet emne. 

Dagligdagen i gul er præget af, at vi hele tiden følger med i den enkelte elevs trivsel og nærmeste udviklingszone, hvor den bedste skoledag kan indebære, at der tages hensyn til individuelle behov. 

ORANGE  

I orange er vi fordelt på 4-.6. klasse. Vi arbejder videre på de grundlæggende færdigheder eleverne har tilegnet sig i klassen før. 

På Friskolen Vellev er vores undervisning på dette klassetrin tilrettelagt således, at eleverne er en del af et større fællesskab. For at tilgodese elevernes forskelligheder/læringsstile er vores undervisning meget varieret. Undervisning sker gennem fælles klasseundervisning, makker-, gruppe-, værkstedsarbejde og leg. Vi er en DGI-Skole, og det betyder at vi har fokus på bevægelse og aktivitet i undervisningen.

På Orange arbejdes kontinuerligt med at skabe gode sociale relationer, fremme elevernes sociale kompetencer og styrke samhørigheden. Dette hjælper med at skabe tryghed, forståelse for hinanden og minimerer mobning.

Computeren integreres som en naturlig del af vores undervisning. 

Vores ugentlige skema bliver afbrudt nogle gange på skoleåret, hvor vi gennemfører vores forskellige traditioner. Blandt andet ryste-sammen-tur og lejrtur, emnedage, vores egen Musical, samt vores faglige emneuger. Derudover benytter vi os af, at tage på ekskursioner i relation til undervisning, når muligheden byder sig.

GRØN

På grøn går der elever fra 7.-9. klasse. Her er hverdagen præget af en høj grad af selvstændighed og samarbejde eleverne imellem. Stemningen er kammeratlig, og vi har fokus på at opretholde trivsel og sammenhold i klassen.

Undervisningen er differentieret efter elevernes individuelle niveau og klassetrin. De har ugentligt diktat i dansk og ud fra denne og stave- og læseprøver samt aftaler med den enkelte arbejdes der med at løfte det fagligeniveau, hvor behovet haves.

Tyskland

Hvert år bliver der planlagt en tur til Nordtyskland sammen med udskolingsklasserne fra de andre friskoler i området (aksesamarbejdet).

Skandinavien

Hvert andet år planlægges en fællesskabsskabende tur for grøn til Norge, Sverige, Færøerne eller lignende. Turen er delvist egenfinansieret.

Nyheder